STUTTERI HESSELDAL

Situated near Copenhagen, in the northern part of Zealand

We look in the past to see the future !

About us/Om os

Stallions/Hingste Colts/Unghingste Mares/Avlshopper Fillies/Unghopper

Colorpalette/Farveboksen

Foals/Føl 2012 For sale/Til salg* News/Nyheder* Links

 

20. december 2009:
 

Vi ønsker hermed alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår !

A Merry Christmas and a Happy New Year to everyone !

 

Vi har egentlig kun ét eneste ønske for det kommende år og det er, at 2010 vil vise sig at være bedre end 2009 - det kan det næsten heller ikke undgå at blive.

Selvom jeg stadig er sygemeldt p.g.a. fortsatte komplikationer med opheling af min fod, så ser vi alligevel med fortrøstning fremad og glæder os bl.a. til udstillingssæsonen 2010, hvor vi håber at kunne fremstille et par unghingste samt nogle af vores hopper til kåring.

Vi glæder os også til flere føl af meget spændende kombinationer - lidt tidligere i 2010 end vi fik dem i 2009.

Bedækningerne for 2010 er ved at blive planlagt. I den forbindelse måtte vi jo konstatere ... hvilket selvfølgelig ikke var nogen overraskelse, men alligevel ...  at vi har gemt mange lovende ponyer efter Kristof. Helt eksakt har vi i dag 12 hopper og 3 hingste efter Kristof.

En af disse er denne skønne hoppe:

 

Hesseldals Reza

Jeg havde nok ikke forestillet mig, at Kristof nogensinde skulle sættes på vores salgsliste, men jeg kan jo ikke bedække hans døtre med ham selv. De afkom vi har nu, vil vi gerne beholde til at udstille og avle på og hvis vi samtidig skal begrænse os en lille smule og der også skal være plads til afkom efter andre af vores hingste, så er der ikke meget plads tilbage til yderligere Kristof børn.

Derfor er han sat på salgslisten - han vil dog kun blive solgt, hvis rette hjem dukker op. Han er en meget personlig og skøn hingst, med nogle fantastiske avlsresultater i både Danmark og Sverige. Det afspejles selvfølgelig også i prisen ... seriøst interesserede er meget velkomne til at henvende sig..

Balthasar og Smartie er begge solgt ... deres føl var smukke og udtryksfulde, men ret små og det er ikke den størrelse, som vi ønsker at avle. Lucky er også solgt, dog med den aftale, at han kan bedække vores hopper frem til udgangen af maj 2010. Han vil derfor bl.a. blive brugt på de af vores Kristof døtre, som skal i foles for første gang. Vi har Oswald tilbage i samme størrelse, men han passer selvfølgelig ikke til alle disse hopper og det skal heller ikke være broget det hele ... han er formentlig homozygot.

Første begivenhed i 2010 er selvfølgelig det årlige hingsteshow i Holland.

Jeg glæder mig rigtig meget - vi skal bo i "vores" sædvanlige hus og kommer givet til at se en masse fantastiske hingste. Jeg glæder mig også til at mødes med nogle af de hollandske avlere, som i det forløbne år har vist interesse for at købe Sibrand.

 

Sibrand van't Hoogeland

 

Denne hingst betyder også noget helt særligt for mig, så jeg kan ikke forestille mig, at nogen kan komme med en pose penge, som er stor nok til, at jeg bare vil overveje at sælge ham, men det kunne måske komme på tale, at han lejes ud til Holland for 1-2 år. Flere meget anerkendte stutterier har vist interesse for det og jeg synes omvendt, at det kunne være meget spændende både at se afkom efter ham i Holland og at se ham til det årlige hingsteshow dernede i januar ... tror jeg vil revne at stolthed over ham :o)

Vi må se, hvad der sker ... vi har i hvert fald aftalt at tale videre herom i Marienheem. Det kunne måske komme til at passe rigtig godt, at han står i Holland i 2011 og 2012 - der er internationalt show i Holland i år 2012 !

 

7. oktober 2009:

 

 

Må jeg tillade mig at prale lidt med min søde og dygtige lillesøster Anne-Mette, som sammen med sin hund Sambi i søndags blev nr. 2 ud af 43 til de franske mesterskaber i Obérythmée - "Dog Dancing".

Min søster bor til dagligt i Frankrig og jeg havde fornøjelsen af at se hende og Sambi til en anden konkurrence i Aubagne i September måned - hvor er det dog fantastisk, hvad de kan lave sammen og sikken glæde og koncentration begge udstråler. Man får virkelig lyst til at prøve med skødehunden derhjemme :o)

Hvis der er nogen, som ikke ved, hvad Obérythmée er, så kan 2 eksempler herpå ses ved at klikke HER eller HER - husk endelig lyd på højttaleren !

 

 

4. oktober 2009:
 

Føj for et vejr det var i går på vores årlige salgsdag ... regnen "stod ned i stænger" stort set hele dagen og der blæste en strid vind, så ikke noget at sige til, at ikke mange havde vovet sig ud for at kigge på ponyer.

Fornøjelsen var bestemt til at overse !

Dem der kom havde heldigvis mulighed for - imellem turene ude på foldene - at gå indendørs i en stor pavillon, hvor der både var dejlig varmt og tørt samt køkken og spiseplads, så man kunne nyde varm oksekødssuppe med kødboller, kaffe og varm chokolade. Det var ikke værst.

Flere af de avlere som ellers ville være kommet i går, har ringet eller mailet og i stedet ønsket at komme forbi og kigge ponyer i efterårsferien ... vi viser selvfølgelig også gerne ponyer frem i både uge 42 og 43 - og håber så, at vejrguderne viser sig fra en lidt pænere side, end de gjorde i går.

Vi tilstræber at være på foldene hver dag mellem kl. 12-13, men ring for en sikkerheds skyld, hvis du planlægger at besøge os. Eller send os en mail ... så er du sikker på ikke at køre forgæves. Vi viser selvfølgelig også frem på andre tidspunkter, hvis det måtte passe bedre.

Bemærk venligst at der på Hesseldal nu kun står ganske få avlshingste vinteren over. Resten af vores avls- og unghingste, avls- og unghopper samt føl går alle på store arealer i umiddelbart nærhed af vores stald. Du skal altså køre efter en anden adresse end den, som står på vores kontaktside - har du ikke disse adresser, så kontakt os på mail eller telefon.

Mailadresse og tlf.nr. fremgår af vores kontaktside.

Vores salgsside vil snarest blive ajourført med, hvilke ponyer der fortsat er til salg og priserne på disse.

 

29. september 2009:
 

Vores salgskatalog til Sale på lørdag, den 3. oktober '09, kan nu downloades via vores salgsside.

Skulle du have bestilt kataloget og endnu ikke modtaget dette, så kan du altså hente det på denne måde.

Priserne og hvilke ponyer der kan købes er gældende til og med lørdag d. 3. oktober.

Vi forbeholder os ret til at sælge enkelte af de i kataloget nævnte ponyer inden denne dato.

 

23. august 2009:
 

Det blev til lidt flere fotos i går ...

 

Mosbækmindes Gemma

 

Hesseldals Gigi

 

Hesseldals Sayonara

 

Hesseldals Arabella

 

Hesseldals Pingo

 

Mosbækmindes Regina - SOLGT

 

Skovlundens Bess

 

Pieternel v.d. Zandkamp + Pingo

 

Geke v.d. Gathe

 

Sonja v.d. Ridderhof

 

Søholms Jenibelle - SOLGT

 

Hesseldals Jewel - SOLGT

 

Hesseldals Excalibur

 

Sterre v.d. Vaartweg

 

Hesseldals Penelope - SOLGT

Hesseldals Bella

 

Hesseldals Ma Belle

Hesseldals Tic Tac

 

17. august 2009:

 

Har opdateret med nyere fotos af nogle af ponyerne - alle fotos er taget i august ',09. Flere vil komme til, hvor fotos er af ældre dato og/eller hvor man kun kan se ponyen i vinterpels.

Ham her er min helt særlige stolthed, jeg glæder mig over ham hver evig eneste dag - en fantastisk hingst med et uovertruffent temperament, som han giver videre til sine føl ... sammen med sit særlige kendetegn, det lyse foer i hans micro size ører.

Jeg synes selv, at hans føl har noget ganske særligt over sig. De skiller sig virkelig ud, både som føl og som lidt ældre ... eneste problem med mine "Sibbe-børn" er, at jeg har helt utrolig svært ved at få mig selv til at sælge nogen af dem !

 

Sibrand van't Hoogeland - august '09

 

Og hans 2 yngste døtre - Fillippa til venstre, Fresia til højre

 

Men der er også andre ponyer at glæde sig over - bl.a. disse 2 unghingste, som vi håber at kunne stille til  kåring næste år. Begge er efter Kristof .d. Bolster og begges mødre er i dag kåret i 1. klasse, så rent afstamningsmæssigt er de også helt i top og af linjer, som vi gerne vil avle videre på.

 

Hesseldals Arthos

Hesseldals Rebel

 

På samme fold går bl.a. disse 2 avlshingste, som i år begge holder et fri år uden hopper - det kan man så også se på dem !

 

Briar Smartie

Balthasar vom Ellernbrook

 

Vi er ikke store tilhængere af at have hingste gående uden at bruge dem, hvorfor én eller begge formentlig vil være til salg på vores Sale i oktober, hvis de da ikke er solgt inden.

Vi har fået et meget skønt og udtryksfuldt skimmel hingsteføl i år efter Smartie og Tebby v.d. Korenschoof, som er kåret i 1. klasse og Junior Champion - ham beholder vi - men ellers satser vi på skimmel i en lidt større udgave, hvorfor vi har bedækket vores 2 standard skimmel hopper Pineke v.d. Winterdijk og Paarlemoer v.d. Winterdijk med Almnäs Etapp. Vi håber selvfølgelig, at én eller begge hopper næste år kommer med skimmel føl af den særdeles gode type, som Etapp plejer at lave på sine føl. De må forventes at have mere højde på, end de føl som Smartie kan give os.

Vi har i år set de første føl efter Balthasar - 3 hoppeføl, alle brogede ... ét føl er cremello broget og de to andre er palomino brogede. Meget yndige allesammen med bl.a. små smukke hoveder. De virker også meget imødekommende og nysgerrige. Vi er virkelig tilfredse med kvaliteten af hans føl, men de er altså rigtig små, hvilket selvfølgelig ikke bør være nogen overraskelse, da Balthasar er ud af mini afstamning.

Vi har jo imidlertid besluttet ikke at avle mini fremover, hvorfor Balthasar er til salg ... hvis vi da ikke beslutter os for at hjælpe ham ved fremover at håndbedække lidt større hopper, end dem han naturligt passer til. At hans føl er interessante og meget salgsbare, har vi jo kunne konstatere ud fra de mange henvendelser, som vi har fået på dem fra hele Skandinavien, Tyskland og Holland.

Så lige nu er det skal - skal ikke - skal - skal ikke .....

 

 

5. august 2009:
 

Mere at glæde sig over !

Først og fremmest at mine unger om et par timer lander i lufthaven efter 2 forrygende uger i det sydfranske hos mormor. Det bliver rigtig dejligt at ha' dem hjemme igen :o)

Dernæst at Almnäs Spirea - som er datter af vores Fleur v.d. Amstelhof, og dermed storesøster til Hesseldals Fillippa - netop har fået 3 års diplom med 41 points og 10 i type.

Vi har modtaget nedenstående foto fra Spireas ejer Ingrid Andersson, Bokhaga Stuteri.

Stort tillykke med det flotte resultat - grattis !

Almnäs Spirea

Sidst men ikke mindst - atter tillykke til Lisbeth fra Stald Vedtofte, som med stor succes fremviste endnu en pony, som er købt hos os.

Overbys Hyacinth

 

Denne gang var det Overbys Hyacinth, som ganske vist ikke bærer vores stutterinavn, men som vi alligevel

synes, at vi har en ret stor andel i, da vi fra Sverige importerede hendes mor Furunäs Heidi med Hyacinth i maven.

 

Vi solgte på et tidspunkt Heidi som børnepony til en ven af huset, hvorfor hun folede hos sin nye ejer, men købte året efter både Hyacinth og Heidi tilbage. Heidi fik vi senere kåret i 1. klasse og bor stadig på vores stutteri - med 23 points og en rigtig flot beskrivelse i Ribe ser Hyacinth ud til at være godt på vej i samme fodspor som sin mor.

 

28. juli 2009:
 

At man ikke selv har helbred til at udstille ponyer i år, skal ikke være nogen hindring for at kunne glæde sig over gode resultater for ponyer, som vi tidligere har solgt.

Til hoppekåringen i Jylland søndag kunne vi således glæde os over en fløjplads, 43 points og kåring i 1. klasse til Almnäs Papaya, som her ses ved en tidligere udstilling ... hvor det også gik rigtig godt.

Foto: Stald Vedtofte

 

Vi hentede Papaya i Sverige som føl og solgte hende 3 år senere til Lisbeth på vores "Summer Sale" '07. Papaya har altid været en dejlig pony, men har udviklet sig til en komplet og utrolig smuk hoppe efter det kæmpestore arbejde, som Lisbeth har lagt i hende siden januar måned. Stort tillykke - det har I virkelig fortjent !

 

Dette års "Sale" her på stutteriet er i øvrigt fastlagt til lørdag d. 3. oktober - så søger du en rigtig god pony, så er det nok ulejligheden værd at lægge turen forbi. Vi tør allerede nu godt love, at der vil være en del overraskelser og virkelig gode dyr imellem de ponyer, som vi udbyder til salg dette efterår.

 

Kataloget er færdigt d. 20. september og kan rekvireres ved at klikke HER.

Vi har taget Hose Ebony af vores hingsteside, da det desværre har vist sig, at han nu er steril - han blev check'et sidste sommer, hvor det ikke stod alt for godt til, men det er trist nok gået den forkerte vej.

Rigtig, rigtig ærgerligt at Hesseldals Rolo dermed bliver hans sidste føl - ham er vi særdeles tilfredse med, så vi håber selvfølgelig, at han vil vise sig at have potentiale til at kunne føre sin faders blodlinjer videre.

Hesseldals Rolo

 

14. juli 2009:

I dag er det den franske nationaldag - Bastilledagen - som plejer at være den rene fest med musik og gøgl i gaderne dagen lang, afsluttende med det mest fantastiske fyrværkeri. Overalt i Frankrig.

Vi plejer at være dernede på denne tid af året, men denne sommer bliver det jo til, at ungerne tager alene afsted sammen med nogle kammerater om præcis en uge. Forudsat det stadig går fremad med min fod, så har jeg nu lykkeligvis fået grønt lys for at kunne tage derned i september måned, hvor der heldigvis stadig er sommer temperaturer, mulighed for at bade og ikke så mange turister. Det glæder jeg mig utrolig meget til.

Vi mangler ikke ret mange føl og kan glæde os over, at vi 7-9-13 har undgået folingsproblemer og indtil nu fået 17 dejlige føl ... 11 hoppeføl og 6 hingsteføl. I flere tilfælde har vi faktisk ønsket os hingsteføl, som mulige afløsere for deres fædre - og været så heldige at få det.

Det seneste - et skønt sortbroget hingsteføl efter Hose Ebony - som ses nedenfor. To af hans søstre er dansk kårede i 1. klasse, så vi har store forventninger til denne deres lillebror Hesseldals Rolo, som har alle de kvaliteter, som vi kun turde håbe på. Jeg ved ikke, om der findes andre sortbrogede afkom efter Ebony, men ham her er i hvert fald utrolig skøn.

 

30. juni 2009:
 

Meget længe siden vi har opdateret her ... har ikke rigtig orket ... har heller ikke været muligt de seneste måneder.

Vi synes ellers, at vi allerede havde haft vores andel "ulykker", men det var åbenbart meningen, at jeg også skulle checke ind på byens bedste "hotel" ... altså hospitalet.

Det der startede som et mindre sår under nr. 2 tå - sandsynligvis forårsaget af en lille sten i min vinterstøvle - og som ellers var i bedring og næsten borte, efter opsyn på ortopædkirurgisk ambulatorium, ja, det endte med, at jeg foreløbig er blevet en tå fattigere !

Min diabetes har medført, at jeg har neuropati i mine fødder - det vil sige, at følesansen er stærkt nedsat. Jeg kan rent faktisk ikke mærke noget som helst. Hverken den omtalte sten eller, at jeg nogle uger senere blev trådt over tæerne i forbindelse med, at vores smed skulle beskære en større flok ponyer.

Det opdagede jeg til gengæld, da min tå i løbet af nogle dage skiftede farve til violet. Hastigt til lægen ... lige så hastigt på hospitalet og efter ganske få dages indlæggelse, så besluttede overlægen at operere mig. Der var fare for, at infektionen bredte sig til resten af foden, så han var nødt til at amputere tåen. To ugers indlæggelse blev det til ... i første omgang.

Hjemme igen med hjemmesygeplejersker, som kom hver dag for at skifte forbindingen. Absolut ingen bedring trods antibiotika i lange baner. Efter 14 dage blev lægerne enige om at indlægge og operere mig på ny. Såret så skidt ud og mine infektionstal var gået op igen til 10 x det normale. Vævsprøver viste senere, at da den ene slags bakterie var udryddet, så var der blevet frit spil for to andre. Man stillede mig i udsigt, at det måske blev nødvendigt at fjerne yderligere en tå - så galt gik det heldigvis ikke og efter yderligere en uges indlæggelse blev jeg udskrevet på ny.

Nu ser det endelig ud til at gå den rigtige vej. Såret - som var så stort, at jeg på et tidspunkt slet ikke kunne forestille mig, at det nogensinde ville kunne vokse sammen - bliver jo ikke syet sammen - er begyndt at hele op. Hjemmesygeplejen blev droppet og jeg får i stedet skiftet bandage 3 x om ugen på hospitalet. Jeg har det rigtig godt med, at det er den samme, som kigger på det hver gang og hun ved, hvordan det sidst så ud.

Jeg har stadig strenge forbud mod at gå ud på jorden ... altså foldene ... indtil såret er helet op, men det er nu en OK pris at betale, for at få lov til at beholde resten af foden.

Jeg gik derfor glip af hingstekåringen. Vi kommer heller ikke til at stille hopper til kåring i år af ovennævnte årsag og ferien til Frankrig er aflyst. I hvert fald for mit eget vedkommende, men ungerne er heldigvis blevet så store, at de selv kan rejse ned til deres mormor sammen med 3 kammerater ... de får det med garanti rigtig hyggeligt :o)

Men med det skønne vejr, som vi har herhjemme lige nu, så er det nu heller ikke værst at blive i Danmark og jeg kan jo nyde synet af vores dejlige føl - 9 hoppeføl og 1 hingsteføl er det blevet til indtil nu. Jeg har fundet min gamle kikkert frem og den bliver brugt flittigt, indtil jeg om forhåbentlig ikke så lang tid, atter har lov til at bevæge mig rundt udenfor mellem ponyerne - og i al fremtid kun i sikkerhedssko !

 

9. marts 2009:
 

Vi troede, at al den der sygdom endelig var på retur ... klogere skulle vi blive !

Jeg har selv været syg det meste af 2008 p.g.a. en insulinkrævende diabetes med alle de komplikationer og følgesygdomme, som man næsten kan tænke sig og jeg fik åbenbart også slæbt en lungebetændelse med hjem fra Holland, men langt værre er dog, at det som lægerne før jul bedømte til at være en alm. influenza hos Jan, siden blev diagnosticeret af lægerne på Hillerød Hospital som cancer i leveren med meget dystre fremtidsudsigter. De fortalte os, at det var særdeles alvorligt, at han ikke kunne opereres og at han var for svag til at få kemo ... denne melding betød også, at Jan holdt op med at tale - vi har været helt nede og vende !

Jan har været hospitalsindlagt i mere end 2 måneder, tabt sig 25 kg og været igennem alverdens PET-, CT- og ultralydsscanninger, 3 x kikkertundersøgelser, han har fået taget lumbalpunktur og flere leverbiopsier. Resultatet af nr. 2 biopsi betød - og måske det, at vi bad om en kopi af hans jornal for at indhente en second opinion - at han efter 3 uger på Hillerød blev overført til Rigshospitalet. De er rigtig dygtige på Riget og har efterfølgende fundet 5 tennisbold-store bylder på leveren, som han har fået dræneret over flere omgange, ligesom han får antibiotika i meget store doser.

For os er det selvfølgelig et mirakel, at lægerne i Hillerød ser ud til at have taget fejl - at det der først lød til at være en sikker dødsdom, nu ser ud til at være noget, som kan behandles medicinsk med ret gode fremtidsudsigter. Jeg ved ikke, om nogen er i stand til at forestille sig den enorme lettelse, som det er ?

De sidste 2 måneder har selvfølgelig fået os til at tænke over rigtig mange ting - dels over livet i almindelighed, dels over hvad der er vigtigt her i livet og hvad der måske ikke er helt så vigtigt.

Vores nuværende antal ponyer er ensbetydende med, at der ikke er meget tid - eller nogen tid overhovedet - til andre ting og det er i hvert fald noget, som hele familien er blevet enige om, skal ændres. Vi ønsker stadig at beholde et passende antal af vores allerbedste dyr, men resten af vores ponyer vil blive solgt hen over foråret og sommeren. Det være sig avlshingste, avlshopper samt ungdyr og en del af denne sommers føl.

Vores salgsside er derfor langt om længe blevet opdateret, men i øvrigt gælder fortsat, at ponyer uden en * efter navnet kan købes. Også selvom de ikke står på salgslisten !

Alle vores ponyer er af bedste afstamning og kvalitet - vores ponyer opnår således særdeles gode udstillingsresultater både i Danmark og i udlandet. Sidste sommer gik 6 af vores 7 fremstillede avlshopper i 1. klasse ... den sidste var blot 1 point fra samme fornemme klasse ... og vores Hesseldals Iza var det eneste hoppeføl i standardstørrelse, som fik guldmedalje ved European Shetland Games i Redefin, Tyskland. Hun gjorde næsten Hesseldals Gigolo kunsten efter, da han jo blev European Champion Foal to år tidligere i Halmstad, Sverige,

Vi kan også glæde os over rigtig gode resultater for de ponyer, som vi har solgt - som man kan læse tidligere under sidste nyt, så gemmer vi ikke kun guldet til os selv og sælger sølvet !

Alle vores ponyer har et ordentligt temperament - ellers var de slet ikke hos os.

De er selvfølgelig forskellige af sind, nogle er mere socialt anlagte end andre, og det synes vi, at de skal have lov til at være, men de er alle 100% fornuftige i hovedet og der er ikke én af vores ponyer, som ikke kan omgås også af børn. Vores ponyer er håndterbare og nysgerrige, uden at være "lomme" ponyer.

Vi synes, at det må være en selvfølge, at temperamentet tages med i overvejelserne, når man afgør, om en pony skal indgå i avlen eller ej. Vi avler i hvert fald ikke på dyr, hvor temperamentet ikke er i orden ... vi sælger dem heller ikke !

Vi viser med fornøjelse vores ponyer frem - i øjeblikket er det lettest at fange os på mail info@stutteri-hesseldal.dk, så skriv til os for nærmere aftale om et tidspunkt, som passer både jer og os, hvis I finder noget på vores sider, som har jeres interesse.

 

11. januar 2009:
 

Vi har været til det årlige hingsteshow i Holland ... det var som sædvanlig nogle dejlige dage - billeder fra turen kan ses HER, når vi får et ledigt øjeblik til at lægge disse ind.

 

1. januar 2009:
 

Vi ønsker alle et rigtig godt nytår.

Når et nyt år påbegyndes, så reflekterer man selvfølgelig en smule over det år, som gik.

Vores stutteri kunne igen i år bl.a. glæde sig over en masse dejlige føl, som alle kom til verden uden dramatik.

Et af de dejligste var nok Hesseldals Bella, som er efter Furie v.d. Schaapskooi og vores gamle Bess af Nordals - måske hendes bedste føl til dato:

Hesseldals Bella

Vi kunne også glæde os over rigtig gode udstillingsresultater.

Til hingstekåringen fik vi godkendt vores lille palomino brogede hingst Balthasar vom Ellernbrook, som blev kåret i II kl.A - til hoppekåringen opnåede 6 ud af vores 7 avlshopper kåring i 1. klasse og den sidste hoppe var endda kun 1 points fra fornemste klasse.

Bedste kåringsresultat opnåede Pieternel v.d. Zandkamp, som fik 44 points - hun er i år  ifolet ved Kristof v.d. Bolster.

Pieternel v.d. Zandkamp

 

Kristofs børn gjorde det iøvrigt rigtig godt igen i år.

 

Siidste år blev hans datter Renske v.st. Aschberg kåret i 1. klasse. I år fik hun følgeskab i fornemste kåringsklasse af 2 andre Kristof børn; Moseagers Dolores samt Stjernens Overglow, som begge blev kåret i 1. klasse, begge blev klassevindere samt Champions i hver deres størrelse. Moseager Dolores blev tillige Overall Reserve Champion.

 

Af 5 i Danmark fremstillede Kristof børn har én søn opnået avlsgodkendelse og 3 ud af 4 hopper har opnået kåring i 1. klasse ... det er ikke så ringe endda !

 

Vi har også udstillet i Sverige og Tyskland denne sommer.

 

Vores skønne lille Hesseldals Iza - som i øvrigt også er efter Kristof - blev Europas bedste hoppe føl i standard størrelsen, idet hun som den eneste kunne "prale" af en guldmedalje ved Internationale Shetland Pony Games på Landgestüt Redefin i det gamle Østtyskland.

 

 

Hesseldals Iza

 

I Sverige havde vi taget Bellona, Pieternel, Evelina og Savannah med samt de 2 sidstnævnte hoppers respektive føl.

 

Alle 4 hopper fik guldmedalje - guldmedalje i Sverige svarer til 1. klasse i Danmark. De 2 føl fik begge sølvmedalje med gode beskrivelser samt super karakterer for bevægelserne.

 

 

Evelina & Hesseldals Exodus

 

Årets udstillingssæson sluttede med Store Hestedag i Roskilde, hvor vi havde et hingsteføl - Hesseldals Hannibal - samt to 2 års hopper med - det var Hesseldals Ixi og Hesseldals Gelinde.

 

Bedst gjorde hopperne det, idet de begge fik en rød roset - 1. præmie - og dermed kvalificerede sig til senere på dagen at skulle ind i skuets store ring ved tribunen for at kæmpe om BIS og Reserve BIS titlen sammen med 14 andre ud af de i alt 80 udstillede shetlandsponyer ... ingen af dem løb med titlerne, men vi var utrolig fornøjede med begge hoppers resultater.

 

Hesseldals Gelinde var i øvrigt det først udstillede afkom efter vores Sibrand van't Hoogeland og da vi har 5 Gelinde look-a-like unghopper hjemme, så lover det jo rigtig godt for hans afkom.

 

 

Hesseldals Gelinde

 

 

Vi glæder os meget til udstillings- og bedækningssæsonen 2009 ... begge dele planlægges allerede nu.

 

Der vil i øvrigt ske nogle ændringer på udstillingsfronten, da vores samarbejde med Christian Holm ophørte pr. 1. oktober - dette skete i fælles forståelse, bl.a. fordi Christians knæ havde voldt problemer en stor del af 2008. Det var ikke foreneligt med, at alle vores avlshingste stod på stald hos Christian, hvilket betød et stort arbejde i stalden og at alle hingste skulle trækkes til og fra fold - enkeltvis og hver eneste dag.

 

Vi valgte derfor at flytte alle vores avls- og unghingste hjem til Sjælland, hvor de således vil stå fremover sammen med vores avls- og unghopper, som altid har stået her.

 

Denne vinter har vi så for første gang prøvet at have hingstene gående på fold sammen. De 3 store sorte - Pastillo, Ebony og Etapp - går på én fold og resten af avlshingstene går sammen på en anden fold. Det fungerer simpelthen over al forventning ... selv Kristof, som kan være lidt af en "krukke", ser ud til at nyde de andre drenges selskab.

 

Vi takker Christian for hans store indsats og engagement, samt for den dygtighed, hvormed han med stor succes har fremvist vores ponyer i såvel ind- som udland. Vores højdepunkt må være, da Hesseldals Gigolo blev International Champion Foal i 2006 i Halmstad i Sverige ... jeg husker vores fælles glæde og stolthed. Christian ønskes al mulig held og lykke fremover med de Fell- og Shetlandsponyer, som ikke rejste til Sjælland, men endte med at blive stående hos ham.

 

Sidste nyt 2008

Copyright © Stutteri Hesseldal

Stutteri Hesseldal · Hesseldalsvej 4, Ganløse Hessel · DK-3660 Stenløse

Tel: +45 27285758 - email: info@stutteri-hesseldal.dk

*Last updated 10-01-2012